Rapportens egentlige indhold

Bortset fra projektbeskrivelsen er alt andet der beskrives under "Projektrapporten" rapportens rammer, som er nødvendige for at gøre rapporten funktionel.
Rapportens egentlige indhold skal beskrive projektforløbet så godt, at læseren ved hjælp af rapportens tekst, skitser og tegninger er i stand til at fremstille prototypen, eftervise de undersøgelser der er foretaget, samt ved at følge kildeangivelserne, kontrollere at de påstande, fakta og lignende der er indhentet, er korrekte.

For at kunne følge idéarbejdet, skal alle tanker, overvejelser, begrundelser og beslutninger formuleres i denne tekst.

Det er vigtigt at illustrere teksten med skitser og billeder af forbilleder og arbejdsprocessen i værksteder og laboratorier.

Det vil være meget forskelligt fra projekt til projekt, hvordan opbygningen af de enkelte afsnit skal være. Men man kan kort sige, at der bør være en logisk opbygget disposition. F.eks. bør der ikke på side 4 anvendes begreber, som først forklares på side 8, ligesom det er hensigtsmæssigt, at et delemne i rapporten bliver behandlet færdigt, før man påbegynder et nyt.
Endelig kan man sige, at indholdet i de enkelte afsnit skal være dokumentation for de svar, som man finder på problemformuleringen og arbejdsspørgsmålene. Der kan derudover være tale om tekst, tabeller, figurer, beregninger, tegninger m.m.

Herunder ses et godt bud på rapportens egentlige indhold opstillet kronologisk i forhold til arbejdsprocessen:

Selve indholdet af projektet (problemformuleringen besvares/selve indholdet/afhandlingen) 

  1. Indledning (gerne historisk) til problemet

  2. Vise omfanget af problemet vha. statistik, spørgeskemaundersøgelser mv. (Altså vise at det valgte/fundne problem er et reelt problem)

  3. Evt. lovgivning

  4. Sætte sig yderligere ind i emnet

  5. Finde eksisterende produkter/løsninger på problemet

  6. Finde eksisterende teori/viden om problemet

  7. Beskrive problemets målgruppe, bl.a. demografisk

  8. Opstille krav til løsning/produkt - beskrive målgruppen (se ovenfor)

  9. Finde ideer, som menes at opfylde ovenstående emne. (min. 3 beskrevet med skitser og ord)

  10. Vælge ide

  11. Konstruere produkt, først skitser og beregninger, derefter 3D tegninger. Herunder vælge materialer, alt beskrives og begrundes

  12. Generere 2D tegninger, målsætte og angive materialer. Lave samlingstegning med stykliste.

  13. Planlægge fremstilling af prototypen eller forsøget. Herunder beregnes data til brug under fremstillingen.

  14. Fremstille prototypen, efterfulgt af afprøvning

  15. Forslag til forbedringer

  16. Evt. forslag til markedsføring

Produktbeskrivelse 

Perspektivering

Man kan ikke nøjes med at beskrive selve det fysiske produkt eller et evt. forsøg. Produktet indgår som regel i en større løsning, som skal beskrives klart, tydeligt og overskueligt så læseren ikke er i tvivl om løsningen på projektets problem.